Børnehave & skole
Sådan får du pædagoger og lærere med, uden konflikt.
De vil rigtig gerne hjælpe. Men de fleste pædagoger og lærere har aldrig haft et barn med selektiv mutisme før. Du skal gøre arbejdet med at oversætte. Her er det jeg ville have sagt.
Det første møde inden start
Bed om et møde 1–2 uger før start. Tag 30 minutter. Tag det her med:
- Hvad selektiv mutisme er. Med dine egne ord, kort: "Vores barn taler frit hjemme. I sociale situationer fryser barnet. Det er ikke noget barnet vælger, kroppen låser. Det er en angsttilstand."
- Hvad der trigger jeres barn. Vær konkret: hvilke situationer låser kroppen, hvilke ord eller spørgsmål gør det værre, hvad ser det ud som når barnet fryser. Jo mere konkret, jo bedre kan personalet genkende det i hverdagen.
- Hvad der virker derhjemme. Del de greb, I selv bruger: fjolleri, nonverbal leg, slide-in, kommunikation gennem en bamse. Det giver personalet værktøjer, ikke bare advarsler.
- En konkret plan for de første dage. Aftal hvor lang tid I er med til at køre ind, hvornår I trækker jer, og hvordan I håndterer et tilbagefald. Få det skrevet ned.
Næste sektion beskriver de fem ting personalet skal vide for at hjælpe barnet i hverdagen, og som du roligt kan tage med til mødet.
De fem ting de skal vide
- Forvent ikke svar. Tal gerne til barnet. Tal gerne om barnet sammen med de andre børn. Men vent ikke på, at barnet svarer.
- Ingen "kom og sig hej til de andre". Heller ikke "kan du fortælle hvad du hedder?". Alle direkte taleopfordringer udløser frys.
- Nonverbal deltagelse tæller fuldt. Hvis barnet nikker, peger eller tegner et svar, så er det deltagelse. Acceptér det. Lad være med at sige "men kan du sige det?".
- Hvis barnet siger noget, så reagér helt normalt. Ikke "hold da op, du sagde noget!". Det skaber pres næste gang. Bare svar tilbage, som om det var helt almindeligt.
- Hvis barnet fryser, så skab en ny situation. Trøst ikke. Spørg ikke "hvad er der i vejen". Tag fx barnet i hånden og sig "kom, vi går lige ud og tegner", eller hvad der nu passer. Flyt situationen, så pres-rummet forsvinder af sig selv.
Indkøring: forvent eufori, så tilbagefald
Da vores barn startede i børnehave, gik det over al forventning de første dage. Vi tænkte: "Det her er gennembruddet." Det var det ikke. Det var eufori-fasen.
Dagen efter ville barnet ikke afsted. Skreg af angst. Ville ikke have mig væk.
Det her er det normale mønster. Brief pædagogerne om det på forhånd, så de ikke bliver overrasket:
- De første dage kan se nemme ud, det holder ikke.
- Når tilbagefaldet kommer, går I tilbage til kortere dage / forælder til stede / hvad der nu kræves.
- I bygger op igen i meget små trin: 5 min uden mor → 15 min → 30 min → en halv dag → osv.
Det er ikke et nederlag. Det er rytmen.
Skolen: vurderinger uden ord
Når barnet kommer i skole, vil lærerne hurtigt skulle vurdere fagligt niveau. Vær på forkant:
- Bed om at vurderinger sker via skriftlige opgaver, tegninger, ja/nej-pegning, ikke via "fortæl mig hvad du tænker".
- Mundtlig fremlæggelse foran klassen er kryptonit. Bed om en alternativ form (skriftligt, video optaget hjemme, fremlæggelse 1:1 til læreren senere).
- Hvis barnet kan tale til andre børn men ikke voksne (som vores eget barn), så bed om at små gruppe-fremlæggelser uden lærer til stede prioriteres.
Det er ikke særbehandling. Det er at give barnet samme chance som de andre for at vise hvad det kan.
Hvis institutionen er svær at få med
Nogle gange møder du modstand. "Sådan plejer vi ikke at gøre." "Hun skal lære at sige hej til os." Det hjælper ikke at skændes om det.
Det jeg har set virke:
- Skriv det ned og send det skriftligt. Det bliver taget mere alvorligt end mundtlige aftaler.
- Bed om et fælles møde med leder og kontaktperson. Få aftalerne ind i et referat.
- Foreslå et foredrag for hele personalegruppen. Det er ofte hurtigere end at overbevise dem én ad gangen, jeg kommer gerne ud.